Lige inden jul lavede vi en aftale herhjemme som skulle træde i kraft efter nytår. -Ej at forveksle med et nytårsfortsæt, det var bare for usandsynligt at overholde aftalen midt i juleferien. Nytårsfortsæt tror jeg nemlig ikke så meget på.

Det lyder måske lidt fjollet, men vi har indført maddage forstået sådan at ugedagene er delt op imellem min mand og jeg. Tanken var at det skulle give os lidt mere overskud i hverdagen, og her nogle uger efter nytår begynder det at give mening. Det er rart at vide hvem der står for indkøb og madlavning den pågældende dag, fremfor at beslutte det om eftermiddagen. Ulvetime og alt det der…. Vi har prøvet at indføre madplaner og ugentligt stor-indkøb et utal af gange, men det kan vi bare ikke få til at fungere for os. Det her er et godt alternativ.

En anden del af vores aftale lyder på at vi minimum én gang om ugen skal lave noget særligt sammen med børnene om eftermiddagen. Altså, særligt i den forstand at vi allesammen er fælles om noget. Det kan være en lille udflugt, at spille et spil, se en film, lege gemmeleg osv. Billederne er fra igår hvor vi tog en tur på stranden da vi havde hentet ungerne. De blev mega glade da vi fortalte hvad vi skulle, og selvom vi nok ikke var der mere end 20 minutter fordi det var bidende koldt, så var det virkelig hyggeligt.

Jeg syntes, som jeg har skrevet lidt om flere gange tidligere (fx her), at hverdagen kan være svær at få til at fungere. Der er så meget praktisk der skal ordnes når arbejdsdagen er forbi, alle er trætte og overskuddet er minimalt. Men det her, det er en god ting for os, kan jeg mærke.

Jeg har haft den længste blog-pause jeg nogensinde har haft, tror jeg!

Den har langt hen ad vejen været ufrivillig, da jeg desværre var så uheldig at min computer crashede midt i december. Om den og mine mange billeder af ungerne m.m. står til at redde vides endnu ikke, for de sidste mange måneder har nemlig også båret præg af at min elskede mand har arbejdet på sin bacheloropgave, så alt andet har stået lidt på standby. I morgen skal han op og forsvare opgaven, og når han (selvfølgelig!) kommer bestået ud er han færdiguddannet. Det bliver stort!

I tiden hvor bloggen har ligget øde hen, har jeg tænkt meget på den og hvad jeg gerne vil med den fremover. Jeg er endnu ikke helt på plads i det, men jeg kan mærke at min lyst til bloggen er på vej tilbage og det glæder mig. Jeg kan jo faktisk ret godt lide at blogge.

En af de ting jeg véd, at jeg gerne vil vende tilbage til er at tage billeder. Ikke bare instagrams og billeder af vores unger, men rigtige fotos med mine elskede kameraer. Det er en passion der længe har lidt under tidsnød og minimalt overskud, men i år skal den passion næres igen og jeg startede faktisk allerede igår.

Vejret var helt fantastisk smukt, Otto besøgte en ven og Nora sov middagslur hjemme hos den studerende far, så jeg pakkede mit kamera i tasken og cyklede ud til Den Permanente (en lille strand tæt på byen her i Aarhus). Det kom der følgende billeder ud af, hvoraf nogle få er fra og af Aarhus Ø hvor vi bor. Her er så smukt.

Håber du kan lide dem, mine fotografier. Og at du stadig læser med derude?!

Jeg vil bare lige sige tusind tak for søde kommentarer jeg fik både her, på Instagram og Facebook til mit indlæg om at være en dårlig mor. I er fandme søde!

Vi er åbenbart mange “dårlige mødre” derude, og det er så rart at finde ud af at jeg ikke er alene med at have det sådan nu og da. Så tak!

En dag sætter jeg mig ned og svarer på alle kommentarerne én for én, men jeg skal lige have styr på tankerne de satte igang. Jeg har meget mere på hjerte om det her, men er nødt til lige at mærke hvor meget og hvordan jeg gerne vil dele. For dele vil jeg virkelig gerne! Så…more to come.

Argh, jeg syntes det er hårdt at være mor til små børn, altså!

Jeg føler mig så utilstrækkelig i rollen som mor lige for tiden, en følelse der kommer og går med jævne mellemrum. Særligt siden vi fik barn nummer to. Jeg syntes det er vanvittigt krævende at have to børn, og har dage hvor jeg på ingen måde føler mig egnet til opgaven….

Den konstante larm, at der hele tiden er nogen der vil have noget fra mig, skaberiet, konfliktløsningerne… Jeg får ondt et særligt sted i hovedet på de dage hvor jeg slet ikke kan kapere det hele. De dage hvor jeg helst bare vil putte dem klokken 17.00 for at få fred. Kender du det?

Jeg ville ønske at jeg havde mere overskud i de perioder hvor det er særligt hårdt. At jeg kunne trække vejret en ekstra gang og forstå hvor deres frustrationer kommer fra. Men jeg syntes virkelig det er svært når det i mine øjne er fuldstændigt åndssvage og ligegyldige ting de flipper skråt over…

Hmm, det er lidt svært at forklare, især fordi at jeg helt tilbage i starten af mit bloggeri besluttede mig for ikke at ville udlevere mine børn. Fortolkningen af det er selvfølgelig meget forskellige og personlig, men for mig handler det om ikke at fortælle om situationer og detaljer jeg ikke selv ville have lyst til at andre skulle læse om mig. Giver det mening?

I virkeligheden handler det heller ikke om dem, de er jo som alle andre børn helt fantastisk dejlige, søde, skøre, sjove og pisse hamrende irriterende. Det handler om mig selv. Mine forventninger og mine tanker om det at være mor. -Og det ér altså bare ikke en dans på roser hver dag. Ihvertfald ikke for mig.

Men det hjælper at få luft for frustrationerne nu og da, og det er lige præcis hvad dette indlæg er til for…Ikke gennemtænkt og velovervejet, bare en tankestrøm på skrift. Håber I tager godt imod det!

Ps: Måske det også er årstiden, jeg skrev ihvertfald et indlæg i samme kategori forrige november, opdagede jeg lige.

Sidste uge var den hårdeste uge nogensinde, tror jeg. Nøj, hvor vi knoklede! Forrige weekend fik vi passet børnene så vi kunne pakke hele hjemmet ned. -Foruden de godt 40 flyttekasser der allerede var pakket og stillet på midlertidigt lager. I alt har vi købt og brugt 60 flyttekasser. Shit, det lyder jo helt vanvittigt! Men halvdelen af dem er altså de små juniorstørrelser, de er noget nemmere at slæbe på. Men stadig, 60 kasser plus det løse er jo tosset…

Nå, men forrige søndag flyttede vi så hjem til mine svigerforældre så vi kunne få gjort huset grundigt rent og gøre klar til at male. Alt var rykket ned på underetagen, så mandag og tirsdag (efter arbejde, vel at mærke) tog jeg ud i huset for at gøre rent. Min mor og min lillesøster hjalp heldigvis. Onsdag malede min mand og min far hele overetagen, torsdag fik vi nøglerne til den nye lejlighed og flyttede alt fra huset herned, og fredag brugte jeg hele dagen på at gøre det sidste rent i huset. Fredag var også dagen hvor min mand og jeg sov i lejligheden for første gang. I totalt kaos, men dog i vores egen seng. Så dejligt!

Lørdag og søndag brugte vi på at male hele underetagen og gøre haven/terrasserne præsentable sammen med min mor og stedfar. Der er så meget arbejde i at flytte fra et sted man skal istandsætte ved fraflytning, det er helt vildt! Heldigvis har vi fået stor hjælp fra vores familie, og det har været guld værd. -Og endnu mere heldigt er det, at det vi flytter ind i er helt nyt. Lørdag aften fik vi flyttet lidt møbler på plads og samlet møblerne på ungernes værelse, så det var nogenlunde klar til dem.

Altså var det først i søndags at vi reelt flyttede ind i det nye. Ungerne kom ud og så huset da vi var færdige og det var helt tomt. Det var godt for dem at se, især for Otto der har været meget optaget af hvilke ting der mon kom med til vores nye hjem. Nora var helt forvirret, hun løb rundt i hele huset og råbte “hvor er alle ting henne?”. Da hun opdagede at haven også var tom råbte hun “hvor er alle ting henne -UDENFOR?”. Det var altså lidt skægt.

En halv time senere låste vi os ind i den nye lejlighed sammen, og det var så tydeligt at mærke at de var glade for at genforenes med vores hjem. Genkendelsesglæden var stor, ikke kun over deres egne møbler og legetøj, men også over vores stuemøbler og seng. Otto udbryder jævnligt at det her hjem er meget bedre end vores gamle, og de virker begge to rigtigt glade og tilpasse efter lige at have landet igen. Det var også en hård uge for dem!

Vores udsigt er fabelagtig, og vi er så glade for endelig at være tilbage i byen. Det tager tid at komme på plads, men det er heldigvis helt okay. Jeg glæder mig til at dele billeder fra vores nye hjem med dig!

I dag er jeg desværre hjemme efter en nat med maveonde. Det er nok straffen for at have kørt på med 700 kilometer i timen i så mange dage…