Årets juledekoration 2015 – Min største hidtil!

Juledekoration1 Juledekoration Collage 1Juledekoration Collage 2Juledekoration Collage 3Juledekoration Collage 4Juledekoration2

Igår aftes fik jeg lavet årets adventsdekoration, og det er den største jeg nogensinde har lavet. Jeg brugte en hylde vi havde tilovers som bund, så den er 1 meter lang og 20 cm dyb. Perfekt lige midt på spisebordet hele december.

For at få lidt mere glæde ud af den satte jeg ekstra lys på i år, så vi kan tænde de store ét ad gangen hver advent, men tænde de små hver dag. Og så er der elektriske fyrfadslys i de små huse. Dem har jeg selv lavet af pap og bagepapir, og så har jeg tegnet på dem med en hvid posca tusch og sprayet sne fra dåse på taget.

Selv hylden pakkede jeg ind i cellofan for at beskytte både den og spisebordet. Så fandt jeg alle de ting jeg forestillede mig at jeg ville have på, og stillede det op for at se hvordan pladsen bedst kunne bruges. Jeg dækkede hele pladen med dekorationsler i forskellige niveauer og satte stearinlysene fast.

Jeg bruger altid mos i mine dekorationer, og i år har jeg brugt både pudemos og almindeligt grønt mos. Jeg klipper det til med en sak så det ikke er for tykt et lag, og så presser jeg det let mod leren og sætter det fast med små buer af ståltråd. Ligesom sidste år lavede jeg en lille skovsø, og i år lavede jeg også en lille vej. Her brugte jeg hvad jeg lige havde ved hånden, det var noget leca-agtigt grus.

Da mos, sø og vej var på plads begyndte det sjove. De små huse kom på, og jeg lavede en skov af små juletræer i forskellige størrelser (de er fra Søstrene Grene). Et par af Otto’s legetøjsbiler fik et juletræ på taget, og Nora’s Sleich dyr flyttede også ind. Det meste er ting jeg selv har lavet eller fundet i gemmerne. Svampene lå i julekassen, men det er sådan nogle der næsten altid er til at finde i supermarkeder op til jul.

Til sidst sprayede jeg lidt kunstig sne på udvalgte steder og dryssede hvid glimmer ud over det hele. Det giver sådan en fin effekt når lysene tændes.

Jeg er blevet rigtig glad for årets dekoration, især fordi at ungerne syntes det er hyggeligt at sidde og kigge på den og snakke om alle de små detaljer.

It’s beginning to look a lot like christmas

Christmas Collage 1 Christmas Collage 2

Og jeg elsker det!!! Snestormen raser udenfor og om lige præcis en uge er det 1. advent. Jeg glæder mig så meget til at begynde julerierne herhjemme og har en masse idéer til hvad jeg skal lave i år. Pinterest er som altid en enorm inspirationskilde, og ovenstående billeder er nogle blandt mange på mit Christmas Board.

Vi skal holde juleaften i vores nye hjem i år, det glæder jeg mig virkelig meget til. Det at skulle holde jul hjemme gør det også lidt mere legitimt at gå all-in, ikke? Ha! Som om jeg ikke gør det alligevel. Nu må de sidste ting bare gerne lige komme på plads her i løbet af den kommende uge, så vi er klar til 1. advent. Flyttekasser midt i julepynten spolerer ligesom lidt den fine stemning….

Børnefødselsdag, Super Mario kage og verdens dejligste femårige!

“Det har været den bedste, bedste, bedste, bedste, bedste fødselsdag i dag, Mor”. Sådan sagde Otto da han blev puttet her til aften, den skønne unge. Han er inde i en periode hvor der virkelig bliver brugt tillægsord i flæng, det er ret sødt.

I dag blev han 5 år, og selvom det nok er den største kliché fra en forælder, er jeg nødt til at skrive at jeg ikke fatter hvor tiden blev af! Men omvendt forstår jeg ikke, at det kun er fem år han har været i vores liv. Tiden er blevet en besynderlig ting siden vi fik børn.

Han ønskede sig en Super Mario kage, og selvom jeg har stået alene med alle forberedelser, rengøring, indkøb og så videre, fordi min mand er syg med influenza, så kunne jeg ikke få mig selv til at skære netop det væk. Jeg havde jo lovet ham den. Så hele fredag aften brugte jeg på at lave de forskellige figurer og forberede kagen (den lagkage vi altid får til fødselsdage, dog også med hindbær denne gang). I morges, efter den traditionelle fødselsdagsmorgenmad (hvor billedet af Otto er fra), fik jeg så dækket de to lagkager med overtræksmarcipan og sat pynten på. Hans begejstring da han så kagen var al tiden værd ♡ Jeg havde travlt da jeg lige ville forevige kagen, så farverne på nogle af billederne er desværre blevet lidt gule. Det første billede viser den mest korrekt.

I eftermiddag havde vi den nærmeste familie og tre af Otto’s gode venner til boller og kage. Det var rigtigt hyggeligt. Jeg havde dækket et børnebord fordi jeg vidste at ungerne ville løbe til og fra, og sikkert bruge det meste af tiden med at lege på Otto’s værelse. De havde en fest! De fine paptallerkener, krus og servietter fandt jeg hos Børnenes Kartel. Det er også der det skønne pariserhjul og den tilhørende flagranke (begge i pap) er fra.

Det har været en dejlig dag for vores lille, store dreng. Og nu kom jeg i tanke om, at jeg da har glemt at bloggen også er fyldt 5 år. Ups!

Jeg er ambassadør for webshoppen Børnenes Kartel fordi at jeg er vild med deres sortiment og parret bag butikken. Produkterne er en gave.

Årets juledekorationer 2014 – En føljeton plus lidt how to

Så blev årets juledekorationer færdige, og jeg har som altid hygget mig enormt meget med at lave dem. I år har jeg genbrugt et par ting fra sidste år, lavet/skaffet lidt selv, og kun købt få ting som stearinlys, ler og et par nye dyr.

Adventsdekorationen (et slags nisselandskab uden nisser) havde jeg i tankerne inden jeg gik igang, og det blev nogenlunde som jeg havde tænkt. Dog havde jeg oprindeligt forestillet mig at isbjørnene også skulle indgå her, men der var bare ikke plads da det kom til stykket.

I min mormors nisselandskaber var det altid små spejle der gjorde det ud for søer, men jeg syntes aldrig rigtigt at det så ordentligt ud. Forleden fik jeg så en spontan idé; sølvpapir dækket med flere lag af madfolie, det hele krøllet let. -Og det syntes jeg i al beskedenhed fungerer rigtigt godt. Jeg brugte pølser af ler for at få søen på plads, før jeg dækkede al leren med mos hentet i skoven. Mossen sætter jeg altid fast med små buer af ståltråd. De små fine træer er købt hos Søstrene Grene, og her hev jeg foden af og klippede lidt af “nålene” i bunden, så jeg kunne stikke træerne fast gennem mossen. Dyrene har jeg også sat fast med lidt ståltråd om et ben eller to. Svampene havde jeg i gemmerne, men de kan købes mange steder. Jeg syntes at der manglede lidt sne, men havde ikke noget på hånden. Så fik jeg idéen om at skære en af de store glimmer-flamingokugler (også fra sidste år) over og rive den på rivehjernets fine side. Det virkede super! Håber I kan lide den, selvom det ikke er en helt klassisk adventskrans.

Isbjørnene skulle selvfølgelig også bruges, så jeg fandt glimmerkuglerne fra sidste år samt trylledejen fra forleden frem. Af trylledejen lavede jeg en lille bakke som jeg dækkede med glimmerkuglerne én efter én. Limpistolen er et af mine bedste krea-værktøjer, og den kom også i brug her for at holde på “snebjerget”. Da jeg var tilfreds med mit bjerg satte jeg den lille isbjørn på toppen, limede nogle snefnugs-pailetter på dellevaserne fra Lærke Langballe, stillede den store isbjørn foran og limede et par ekstra kugler på. Den blev også ganske fin, ikke?

Det er efterhånden lidt af en tradition at jeg viser juledekorationerne frem her på bloggen, og her kan du se de øvrige års udgaver:  2013201220112010. Det er sjovt at se, syntes jeg. Flere ting går igen, men der sker klart også noget fra år til år. Hvordan ser det ud hjemme hos dig, og laver du dem selv?

Årets juledekorationer 2013

Jeg elsker at lave juledekorationer! Det har jeg gjort siden jeg var helt lille, og jeg kan huske duften af mos og ler, fine glitterbånd og tørret pynt spredt ud på køkkenbordet i starten af hver december i min barndom. I år blev det til tre dekorationer herhjemme, samt en til min mor.

Kalenderlyset fik plads i en Kubus Bowl sammen med lidt mos, en smuk sukkulent, en enkelt julekugle, samt nogle snebær jeg plukkede på en gåtur. Og glimmer, altid glimmer.

Advents”kransen” blev helt simpel i år, med mos og sukkulenter, forskellige perler samt nogle flamingokugler med glimmer på som jeg fandt i Netto. Og så mere glimmer drysset ud over mosset.

Dekorationen til min mor blev i år holdt i blålige toner, for at passe til farverne i hendes stue. Lidt forskellige julekugler, en stjerne i tørret hvidmos og nogle duske af en granart. Alt sammen ovenpå en bund af mos. Og glimmer. Fik jeg sagt jeg elsker glimmer?

Igen i år blev det også til et slags moderne nisselandskab. Træerne fra Kähler er så fine når de danner en helt lille skov, syntes jeg. Og sammen med Otto’s Sleich dyr, en Sonny Angel snemand, en sølvmølle (en sparegris Otto fik af sine oldeforældre da han blev navngivet, som har været hans oldefars) og en god mængde “sne” i form af glitrende flamingokugler, bliver det et fint lille landskab.

Jeg er, som I nok kan se, ikke så meget til gran i mine dekorationer. Jeg bruger altid lys i ren stearin, fordi jeg syntes de brænder bedre og pænere, og så kommer den den fineste “blondekant” på lysene efterhånden som de brænder ned. I år er undtagelsen dog kalenderlyset, som jeg købte fordi det var så pænt i farven.

Du kan se tidligere års dekorationer her og her. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se andres bud på dekorationer, så smid endelig et link hvis du har blogget om dine egne. Tak!