Lige inden jul lavede vi en aftale herhjemme som skulle træde i kraft efter nytår. -Ej at forveksle med et nytårsfortsæt, det var bare for usandsynligt at overholde aftalen midt i juleferien. Nytårsfortsæt tror jeg nemlig ikke så meget på.

Det lyder måske lidt fjollet, men vi har indført maddage forstået sådan at ugedagene er delt op imellem min mand og jeg. Tanken var at det skulle give os lidt mere overskud i hverdagen, og her nogle uger efter nytår begynder det at give mening. Det er rart at vide hvem der står for indkøb og madlavning den pågældende dag, fremfor at beslutte det om eftermiddagen. Ulvetime og alt det der…. Vi har prøvet at indføre madplaner og ugentligt stor-indkøb et utal af gange, men det kan vi bare ikke få til at fungere for os. Det her er et godt alternativ.

En anden del af vores aftale lyder på at vi minimum én gang om ugen skal lave noget særligt sammen med børnene om eftermiddagen. Altså, særligt i den forstand at vi allesammen er fælles om noget. Det kan være en lille udflugt, at spille et spil, se en film, lege gemmeleg osv. Billederne er fra igår hvor vi tog en tur på stranden da vi havde hentet ungerne. De blev mega glade da vi fortalte hvad vi skulle, og selvom vi nok ikke var der mere end 20 minutter fordi det var bidende koldt, så var det virkelig hyggeligt.

Jeg syntes, som jeg har skrevet lidt om flere gange tidligere (fx her), at hverdagen kan være svær at få til at fungere. Der er så meget praktisk der skal ordnes når arbejdsdagen er forbi, alle er trætte og overskuddet er minimalt. Men det her, det er en god ting for os, kan jeg mærke.

Argh, jeg syntes det er hårdt at være mor til små børn, altså!

Jeg føler mig så utilstrækkelig i rollen som mor lige for tiden, en følelse der kommer og går med jævne mellemrum. Særligt siden vi fik barn nummer to. Jeg syntes det er vanvittigt krævende at have to børn, og har dage hvor jeg på ingen måde føler mig egnet til opgaven….

Den konstante larm, at der hele tiden er nogen der vil have noget fra mig, skaberiet, konfliktløsningerne… Jeg får ondt et særligt sted i hovedet på de dage hvor jeg slet ikke kan kapere det hele. De dage hvor jeg helst bare vil putte dem klokken 17.00 for at få fred. Kender du det?

Jeg ville ønske at jeg havde mere overskud i de perioder hvor det er særligt hårdt. At jeg kunne trække vejret en ekstra gang og forstå hvor deres frustrationer kommer fra. Men jeg syntes virkelig det er svært når det i mine øjne er fuldstændigt åndssvage og ligegyldige ting de flipper skråt over…

Hmm, det er lidt svært at forklare, især fordi at jeg helt tilbage i starten af mit bloggeri besluttede mig for ikke at ville udlevere mine børn. Fortolkningen af det er selvfølgelig meget forskellige og personlig, men for mig handler det om ikke at fortælle om situationer og detaljer jeg ikke selv ville have lyst til at andre skulle læse om mig. Giver det mening?

I virkeligheden handler det heller ikke om dem, de er jo som alle andre børn helt fantastisk dejlige, søde, skøre, sjove og pisse hamrende irriterende. Det handler om mig selv. Mine forventninger og mine tanker om det at være mor. -Og det ér altså bare ikke en dans på roser hver dag. Ihvertfald ikke for mig.

Men det hjælper at få luft for frustrationerne nu og da, og det er lige præcis hvad dette indlæg er til for…Ikke gennemtænkt og velovervejet, bare en tankestrøm på skrift. Håber I tager godt imod det!

Ps: Måske det også er årstiden, jeg skrev ihvertfald et indlæg i samme kategori forrige november, opdagede jeg lige.

I weekenden havde vi det fineste efterårsvejr her i Århus. Solen strålede fra en helt blå himmel og bladene knitrede sprødt på træerne. -Og her var koldt! Det har der faktisk været lige siden, det er virkelig blevet efterår. Jeg kan lide det.

Vi gik en tur over i Riis Skov, som er den vi kan se fra vores nye lejlighed (måske har du set det på Instagram?!). Det er en smuk, gammel og kæmpestor skov. Otto har været der flere gange med sin børnehave og ville straks hen på skrænten for at lege. Nora ville gerne videre ind i skoven, så hun og jeg gik på opdagelse imens Otto legede med sin far. Hun er skide skæg for tiden, hende Nora, og vi havde en herlig tur ind i skoven. Gemmeleg, løbeleg og snurreture. Hun havde en fest!

I denne uge er der rigtigt mange børnefamilier der har efterårsferie, men vi er desværre ikke så priviligerede i år. Jeg elsker jo mit nye job, så på den front er det helt okay, men når jeg ser en masse hyggelige billeder på Instagram fra familier der ferie-hygger, så kunne jeg da godt tænke mig at kunne gøre det samme med vores unger. Ferie giver bare lidt mere overskud til ture som vores skovtur for eksempel. Jeg syntes det er svært at nå den slags i hverdagene….

Er du blandt de heldige med ferie så nyd det lige lidt ekstra for mig, ikke?

Vi går ind i den tredje weekend i vores nye hjem, og selvom vi har lang vej endnu begynder det så småt at ligne hjem. Jeg er så glad! Lejligheden er skøn, udsigten er fantastisk, børnene trives og jeg elsker at være tilbage i byen.

Billederne er fra min Instagram profil og viser smug kig af vores stue, køkken og soveværelse, og så er der billeder fra vores ture rundt i området. Det er stadig en kæmpe byggeplads her på Århus Ø, men der er alligevel mange smukke steder. -Og det bliver kun bedre med årene, især når havnebadet åbner og der kommer caféer m.m. herned. Jeg er vild med vores hood!

Siden vores virkelig hårde uge har både min mand og jeg været meget trætte om aftenen, så når ungerne er puttet kollapser vi for det meste på sofaen. Jeg håber at få energien op igen inden alt for længe, det kunne være dejligt. Ikke mindst fordi jeg gerne vil igang med at skrive lidt mere jævnligt herinde igen. Forleden var der en sød læser der spurgte om ikke jeg ville dele mine tanker omkring at være flyttet tilbage til byen igen med børn. Det er noget jeg har gjort mig mange tanker om, og jeg går og brygger på et indlæg om netop det. Forstad vs. byliv. Jeg vil rigtigt gerne have input hvis du har egne erfaringer du vil dele. Tak!

God weekend derude ♡

Sidste uge var den hårdeste uge nogensinde, tror jeg. Nøj, hvor vi knoklede! Forrige weekend fik vi passet børnene så vi kunne pakke hele hjemmet ned. -Foruden de godt 40 flyttekasser der allerede var pakket og stillet på midlertidigt lager. I alt har vi købt og brugt 60 flyttekasser. Shit, det lyder jo helt vanvittigt! Men halvdelen af dem er altså de små juniorstørrelser, de er noget nemmere at slæbe på. Men stadig, 60 kasser plus det løse er jo tosset…

Nå, men forrige søndag flyttede vi så hjem til mine svigerforældre så vi kunne få gjort huset grundigt rent og gøre klar til at male. Alt var rykket ned på underetagen, så mandag og tirsdag (efter arbejde, vel at mærke) tog jeg ud i huset for at gøre rent. Min mor og min lillesøster hjalp heldigvis. Onsdag malede min mand og min far hele overetagen, torsdag fik vi nøglerne til den nye lejlighed og flyttede alt fra huset herned, og fredag brugte jeg hele dagen på at gøre det sidste rent i huset. Fredag var også dagen hvor min mand og jeg sov i lejligheden for første gang. I totalt kaos, men dog i vores egen seng. Så dejligt!

Lørdag og søndag brugte vi på at male hele underetagen og gøre haven/terrasserne præsentable sammen med min mor og stedfar. Der er så meget arbejde i at flytte fra et sted man skal istandsætte ved fraflytning, det er helt vildt! Heldigvis har vi fået stor hjælp fra vores familie, og det har været guld værd. -Og endnu mere heldigt er det, at det vi flytter ind i er helt nyt. Lørdag aften fik vi flyttet lidt møbler på plads og samlet møblerne på ungernes værelse, så det var nogenlunde klar til dem.

Altså var det først i søndags at vi reelt flyttede ind i det nye. Ungerne kom ud og så huset da vi var færdige og det var helt tomt. Det var godt for dem at se, især for Otto der har været meget optaget af hvilke ting der mon kom med til vores nye hjem. Nora var helt forvirret, hun løb rundt i hele huset og råbte “hvor er alle ting henne?”. Da hun opdagede at haven også var tom råbte hun “hvor er alle ting henne -UDENFOR?”. Det var altså lidt skægt.

En halv time senere låste vi os ind i den nye lejlighed sammen, og det var så tydeligt at mærke at de var glade for at genforenes med vores hjem. Genkendelsesglæden var stor, ikke kun over deres egne møbler og legetøj, men også over vores stuemøbler og seng. Otto udbryder jævnligt at det her hjem er meget bedre end vores gamle, og de virker begge to rigtigt glade og tilpasse efter lige at have landet igen. Det var også en hård uge for dem!

Vores udsigt er fabelagtig, og vi er så glade for endelig at være tilbage i byen. Det tager tid at komme på plads, men det er heldigvis helt okay. Jeg glæder mig til at dele billeder fra vores nye hjem med dig!

I dag er jeg desværre hjemme efter en nat med maveonde. Det er nok straffen for at have kørt på med 700 kilometer i timen i så mange dage…