Jeg er sgu’ i BoligLiv!

boligliv-indretning-jul

I torsdags kom BoligLivs seneste udgave på gaden, og det er, udover at være årets første juleudgave, også udgaven hvor mig og vores (jule)hjem er i. Crazy!

Det er virkelig specielt at se sit hjem og sig selv i sådan et glittet magasin, men heldigvis syntes jeg at det er nogle rigtigt fine billeder som viser vores hjem som det var. -Altså, når der var ryddet op til gæster, naturligvis!

Reportagen blev lavet sidste år, da vi stadig boede i rækkehuset i Tranbjerg. Det var en jul hvor jeg havde god tid til at sysle med dekorationer og kreative idéer, og jeg er rigtigt glad for at gense alle mine julerier. Jeg er SÅ klar på mere jul, og kan næsten ikke vente med at komme igang med at jule i vores nye lejlighed. Vi skal holde juleaften hjemme hos os selv i år, hvilket bare gør det endnu mere særligt at pynte op.

Der havde sneget sig et par enkelte fejl med i reportagen, fx finder du link til en vejledning til mine origamikugler her på bloggen og mine små englebørn har jeg selv lavet. En DIY til dem kan du finde lige her.

Her kan du se flere billeder af det julebord der er med i magasinet. Her kan du finde en DIY på mit hjemmelavede juletræstæppe. Her kan du finde min juletræsfod. Og sidst men ikke mindst kan du finde lidt inspiration og tips til juledekorationer lige her.

Jeg fristes jo næsten til at ønske jer alle en glædelig jul, meeeen for nu nøjes jeg med at spørge om I har set reportagen og hvad I mon syntes? Håber sådan I kan lide den!

 

Det begynder at ligne noget!

hjem-1 Collage hjem-2 Collage hjem-3 Collage

Vi går ind i den tredje weekend i vores nye hjem, og selvom vi har lang vej endnu begynder det så småt at ligne hjem. Jeg er så glad! Lejligheden er skøn, udsigten er fantastisk, børnene trives og jeg elsker at være tilbage i byen.

Billederne er fra min Instagram profil og viser smug kig af vores stue, køkken og soveværelse, og så er der billeder fra vores ture rundt i området. Det er stadig en kæmpe byggeplads her på Århus Ø, men der er alligevel mange smukke steder. -Og det bliver kun bedre med årene, især når havnebadet åbner og der kommer caféer m.m. herned. Jeg er vild med vores hood!

Siden vores virkelig hårde uge har både min mand og jeg været meget trætte om aftenen, så når ungerne er puttet kollapser vi for det meste på sofaen. Jeg håber at få energien op igen inden alt for længe, det kunne være dejligt. Ikke mindst fordi jeg gerne vil igang med at skrive lidt mere jævnligt herinde igen. Forleden var der en sød læser der spurgte om ikke jeg ville dele mine tanker omkring at være flyttet tilbage til byen igen med børn. Det er noget jeg har gjort mig mange tanker om, og jeg går og brygger på et indlæg om netop det. Forstad vs. byliv. Jeg vil rigtigt gerne have input hvis du har egne erfaringer du vil dele. Tak!

God weekend derude ♡

WE DID IT!

flytte CollageSidste uge var den hårdeste uge nogensinde, tror jeg. Nøj, hvor vi knoklede! Forrige weekend fik vi passet børnene så vi kunne pakke hele hjemmet ned. -Foruden de godt 40 flyttekasser der allerede var pakket og stillet på midlertidigt lager. I alt har vi købt og brugt 60 flyttekasser. Shit, det lyder jo helt vanvittigt! Men halvdelen af dem er altså de små juniorstørrelser, de er noget nemmere at slæbe på. Men stadig, 60 kasser plus det løse er jo tosset…

Nå, men forrige søndag flyttede vi så hjem til mine svigerforældre så vi kunne få gjort huset grundigt rent og gøre klar til at male. Alt var rykket ned på underetagen, så mandag og tirsdag (efter arbejde, vel at mærke) tog jeg ud i huset for at gøre rent. Min mor og min lillesøster hjalp heldigvis. Onsdag malede min mand og min far hele overetagen, torsdag fik vi nøglerne til den nye lejlighed og flyttede alt fra huset herned, og fredag brugte jeg hele dagen på at gøre det sidste rent i huset. Fredag var også dagen hvor min mand og jeg sov i lejligheden for første gang. I totalt kaos, men dog i vores egen seng. Så dejligt!

Lørdag og søndag brugte vi på at male hele underetagen og gøre haven/terrasserne præsentable sammen med min mor og stedfar. Der er så meget arbejde i at flytte fra et sted man skal istandsætte ved fraflytning, det er helt vildt! Heldigvis har vi fået stor hjælp fra vores familie, og det har været guld værd. -Og endnu mere heldigt er det, at det vi flytter ind i er helt nyt. Lørdag aften fik vi flyttet lidt møbler på plads og samlet møblerne på ungernes værelse, så det var nogenlunde klar til dem.

Altså var det først i søndags at vi reelt flyttede ind i det nye. Ungerne kom ud og så huset da vi var færdige og det var helt tomt. Det var godt for dem at se, især for Otto der har været meget optaget af hvilke ting der mon kom med til vores nye hjem. Nora var helt forvirret, hun løb rundt i hele huset og råbte “hvor er alle ting henne?”. Da hun opdagede at haven også var tom råbte hun “hvor er alle ting henne -UDENFOR?”. Det var altså lidt skægt.

En halv time senere låste vi os ind i den nye lejlighed sammen, og det var så tydeligt at mærke at de var glade for at genforenes med vores hjem. Genkendelsesglæden var stor, ikke kun over deres egne møbler og legetøj, men også over vores stuemøbler og seng. Otto udbryder jævnligt at det her hjem er meget bedre end vores gamle, og de virker begge to rigtigt glade og tilpasse efter lige at have landet igen. Det var også en hård uge for dem!

Vores udsigt er fabelagtig, og vi er så glade for endelig at være tilbage i byen. Det tager tid at komme på plads, men det er heldigvis helt okay. Jeg glæder mig til at dele billeder fra vores nye hjem med dig!

I dag er jeg desværre hjemme efter en nat med maveonde. Det er nok straffen for at have kørt på med 700 kilometer i timen i så mange dage…

Indretningsdrømme

soveværelses Collage

Jeg drømmer om et soveværelse der emmer af ro, og som indbyder til at komme helt ned i tempo og bare slappe af. Blå og grønne nuancer er så fine, og skulle eftersigende være ret gode at bruge i et soveværelse fordi de har en beroligende effekt. Ihvertfald i de dæmpede nuancer.

Vi har aldrig malet andet end hvidt i vores lejligheder fordi at det er lidt bøvlet med andet når man bor til leje. Men denne gang vil jeg rigtigt gerne lukke havet helt indenfor (vi får det jo lige udenfor vinduerne når vi flytter!) og male soveværelset i en sart blå farve. Og så vil jeg gerne gøre lidt ekstra ud af indretningen i form af planter, billeder og tekstiler.

De lyseblå gardiner er fra Luxaflex og bare så pæne. Sikkert også ret dyre, det har jeg slet ikke turde kigge på endnu, ha ha. Den lille kommode fra IKEA tror jeg vil fungere ret godt som et lille sengebord, jeg mangler ihvertfald ofte en skuffe til elastikker, hårnåle osv. Gulvtæppet fandt jeg via eBay, det kan købes i flere størrelser. Jeg er vild med både dets farver og mønster. Og så er der bare ikke noget bedre for bare tæer end sådan nogle tykke gulvtæpper. Sengetøjet med palmer er mega pænt, det er fra Auping og hedder Palm Groove. Rensdyrsskindet er sådan en ting jeg pludseligt ønskede mig efter vores besøg i Oslo tidligere på året. Der så og følte jeg på et og hørte hvor de kom fra. Jeg syntes bestemt at man skal tage vare på hele dyret når kødet spises, og skindene er virkelig fine og bløde. Bumlingen som vægmodel var jeg heldig at finde brugt for et par måneder siden, og den glæder jeg mig til at få op. Om det bliver i soveværelset vides endnu ikke, men jeg syntes den passer godt ind. En fiskebowle kunne også være hyggeligt, men det er måske lidt et gamble med vildkatten i familien.

Ja altså, idéer og store ambitioner er der nok af. Om jeg så rent faktisk kan holde soveværelset i sådan en rolig atmosfære må tiden vise. Store bunker af vasketøj mere eller mindre i (læs: udenfor) IKEA poser bidrager ligesom ikke rigtigt til den rolige stemning jeg drømmer om, og jeg skal blankt erkende at det størstedelen af tiden er sådan det ser ud i vores nuværende soveværelse. -Som jeg ellers tidligere har fanget på en god dag her.

Mit hemmelige projekt

hakkede-puder-tunesisk-hækling-1hakkede-puder-tunesisk-hækling-2 hakkede-puder-tunesisk-hækling-3

Den seneste måneds tid har jeg arbejdet på et særligt projekt i al hemmelighed. Jeg har langt om længe fået lært teknikken bag at hakke (aka tunesisk hækling) af verdens dygtigste hakker Pernille, og mit nye talent er blevet brugt til en ganske særlig gave.

Modtageren er min kære mor, og hun følger med på alle mine platforme, så der hvor jeg normalt vil dele processen i de daglige kig ind i min hverdag ovre på Instagram, har jeg måttet holde kortene tæt til kroppen (og det har sgu’ været lidt svært!).

I dag er det hendes fødselsdag, og her til aften har vi fejret hende, så nu kan jeg endelig dele mine hakkede puder med jer. I min mor og stedfars stue er sofaerne hvide og sofabordet mørk petroleum, og det er de farver jeg har taget udgangspunkt i. Jeg har hakket to stykker á 50×50 cm i Peruvian wool, og så har jeg syet dem på et bagstykke af kraftig bomuld. Bagstykket har jeg lavet med overlap, så inderpuden kan tages ud og det hele vaskes. Puden er af dun, købt billigt i IKEA.

Jeg var så spændt på at give hende dem, og heldigvis blev hun rigtigt glad for dem. Det er fedt at give hjemmelavede gaver!