Jeg er latterligt stolt!

minecraft-fastelav-hjemmelavet-kostume-2

Otto er, som så mange andre børn (og voksne, sgu!), fuldstændigt vild med Minecraft. Han elsker det spil, og kan bruge timer på at bygge og nedrive fiktive huse, jagte Endermans, Zombier og Creepers samt sprænge ting i luften.

Så da jeg spurgte Otto hvad han gerne ville være til fastelavn var han ikke i tvivl; Steve med diamant rustning. Lidt af en opgave, men jeg tog den på mig og gik i tænkeboks. Skumpap, limpistol, papir i forskellige farver, hobbykniv, limstift, skum og en hulens masse timer senere:

minecraft-fastelav-hjemmelavet-kostumeminecraft-fastelav-hjemmelavet-kostume-3

Jeg er simpelthen så stolt af det! Må man godt sige det? Hjelmen kan, som man kan se på billedet, tages af så det kun er Steves hovede. Det syntes jeg selv er en ret fed detalje.

Du kan se Otto in action med kostumet på her og her. Jeg har brugt lidt tid på at få den til at sidde godt, så han kan bevæge sig med den.

Det bedste er at Otto har været så begejstret igennem hele processen, og han var så glad da han i dag kunne prøve det helt færdige kostume. Han er ikke til at skyde igennem, man kan bare se hvor sejt han syntes det er at ligne Steve. Jeg glæder mig helt vildt til at se ham få det på når han bliver afleveret i børnehaven i morgen.

Jeg elsker at Otto gerne vil have mig til at lave kostumer til ham, og jeg håber at jeg får lov mange flere år endnu. Og at han selv vil være med på det niveau han kan. Han har fx hjulpet med at klippe firkanter denne gang. Sidste år var han en fra Ninjago, den gyldne ninja. Lidt af processen kan ses her. Det færdige kostume fik jeg vist aldrig delt her på bloggen, men det kan ses her.

Det første kostume jeg lavede til ham var et næsehorn (pun intended!), det kan ses her. Han var sindssygt cute! Året efter var han robot,et kostume jeg lavede med meget små midler da vi var midt i flytning og boede kortvarigt hos min far. Det kan ses her. Så havde han lige et år hvor han gerne ville være Spiderman i den der syntetiske muskeldragt mange børn har, og det skal der selvfølgelig også være plads til.

Fineste, simple DIY med juletouch

SPONSORERET INDLÆG

Min yndlings dims-butik Søstrene Grene er gået sammen med den talentfulde og kreative Frk. Hansen, og resultatet er noget så fint. 4 små videoer med simple men enormt fine og effektfulde DIY’s til julerier. Jeg er særligt vild med den her:

De flotte snefnug kan bruges til mange ting her i julen; på juletræet, i vinduet, over julebordet, som pynt på det dækkede bord…Mulighederne er mange, og de er forholdsvis nemme og hurtige at lave. Idéen med at lægge en skabelon under den gennemsigtige perleplade er god, for det gør det langt mere overskueligt at lægge perlerne på.

I november købte jeg faktisk selv ind til at lave snefnug, men jeg købte mini-perlerne. Jeg fik lavet ét eneste lille fnug, så pakkede jeg det hele sammen igen. Nøj, de der mini-perler er besværlige at sidde med. Det kræver pincet, præcision og mindre hænder end jeg har. Så er Frk. Hansens version altså noget nemmere.

Jeg er så heldig at kende Frk. Hansen en smule, og hun er så hjertevarm og sød. Derfor gør det mig virkelig glad at se at hendes talent bliver mere og mere brugt. Hun laver rigtigt mange smukke DIY’s, og det hun særligt kan er at lave forholdsvis simple ting som ser helt fantastiske ud.

At Søstrene Grene vælger at bruge bloggere fremfor “folk fra branchen” i deres kreative tiltag syntes jeg er virkelig fedt!

Som altid er det mine egne ord og holdninger. Se min reklamepolitik her.

Årets juledekoration 2015 – Min største hidtil!

Juledekoration1 Juledekoration Collage 1Juledekoration Collage 2Juledekoration Collage 3Juledekoration Collage 4Juledekoration2

Igår aftes fik jeg lavet årets adventsdekoration, og det er den største jeg nogensinde har lavet. Jeg brugte en hylde vi havde tilovers som bund, så den er 1 meter lang og 20 cm dyb. Perfekt lige midt på spisebordet hele december.

For at få lidt mere glæde ud af den satte jeg ekstra lys på i år, så vi kan tænde de store ét ad gangen hver advent, men tænde de små hver dag. Og så er der elektriske fyrfadslys i de små huse. Dem har jeg selv lavet af pap og bagepapir, og så har jeg tegnet på dem med en hvid posca tusch og sprayet sne fra dåse på taget.

Selv hylden pakkede jeg ind i cellofan for at beskytte både den og spisebordet. Så fandt jeg alle de ting jeg forestillede mig at jeg ville have på, og stillede det op for at se hvordan pladsen bedst kunne bruges. Jeg dækkede hele pladen med dekorationsler i forskellige niveauer og satte stearinlysene fast.

Jeg bruger altid mos i mine dekorationer, og i år har jeg brugt både pudemos og almindeligt grønt mos. Jeg klipper det til med en sak så det ikke er for tykt et lag, og så presser jeg det let mod leren og sætter det fast med små buer af ståltråd. Ligesom sidste år lavede jeg en lille skovsø, og i år lavede jeg også en lille vej. Her brugte jeg hvad jeg lige havde ved hånden, det var noget leca-agtigt grus.

Da mos, sø og vej var på plads begyndte det sjove. De små huse kom på, og jeg lavede en skov af små juletræer i forskellige størrelser (de er fra Søstrene Grene). Et par af Otto’s legetøjsbiler fik et juletræ på taget, og Nora’s Sleich dyr flyttede også ind. Det meste er ting jeg selv har lavet eller fundet i gemmerne. Svampene lå i julekassen, men det er sådan nogle der næsten altid er til at finde i supermarkeder op til jul.

Til sidst sprayede jeg lidt kunstig sne på udvalgte steder og dryssede hvid glimmer ud over det hele. Det giver sådan en fin effekt når lysene tændes.

Jeg er blevet rigtig glad for årets dekoration, især fordi at ungerne syntes det er hyggeligt at sidde og kigge på den og snakke om alle de små detaljer.

It’s beginning to look a lot like christmas

Christmas Collage 1 Christmas Collage 2

Og jeg elsker det!!! Snestormen raser udenfor og om lige præcis en uge er det 1. advent. Jeg glæder mig så meget til at begynde julerierne herhjemme og har en masse idéer til hvad jeg skal lave i år. Pinterest er som altid en enorm inspirationskilde, og ovenstående billeder er nogle blandt mange på mit Christmas Board.

Vi skal holde juleaften i vores nye hjem i år, det glæder jeg mig virkelig meget til. Det at skulle holde jul hjemme gør det også lidt mere legitimt at gå all-in, ikke? Ha! Som om jeg ikke gør det alligevel. Nu må de sidste ting bare gerne lige komme på plads her i løbet af den kommende uge, så vi er klar til 1. advent. Flyttekasser midt i julepynten spolerer ligesom lidt den fine stemning….

Jeg er sgu’ i BoligLiv!

boligliv-indretning-jul

I torsdags kom BoligLivs seneste udgave på gaden, og det er, udover at være årets første juleudgave, også udgaven hvor mig og vores (jule)hjem er i. Crazy!

Det er virkelig specielt at se sit hjem og sig selv i sådan et glittet magasin, men heldigvis syntes jeg at det er nogle rigtigt fine billeder som viser vores hjem som det var. -Altså, når der var ryddet op til gæster, naturligvis!

Reportagen blev lavet sidste år, da vi stadig boede i rækkehuset i Tranbjerg. Det var en jul hvor jeg havde god tid til at sysle med dekorationer og kreative idéer, og jeg er rigtigt glad for at gense alle mine julerier. Jeg er SÅ klar på mere jul, og kan næsten ikke vente med at komme igang med at jule i vores nye lejlighed. Vi skal holde juleaften hjemme hos os selv i år, hvilket bare gør det endnu mere særligt at pynte op.

Der havde sneget sig et par enkelte fejl med i reportagen, fx finder du link til en vejledning til mine origamikugler her på bloggen og mine små englebørn har jeg selv lavet. En DIY til dem kan du finde lige her.

Her kan du se flere billeder af det julebord der er med i magasinet. Her kan du finde en DIY på mit hjemmelavede juletræstæppe. Her kan du finde min juletræsfod. Og sidst men ikke mindst kan du finde lidt inspiration og tips til juledekorationer lige her.

Jeg fristes jo næsten til at ønske jer alle en glædelig jul, meeeen for nu nøjes jeg med at spørge om I har set reportagen og hvad I mon syntes? Håber sådan I kan lide den!