Indretningsdrømme

soveværelses Collage

Jeg drømmer om et soveværelse der emmer af ro, og som indbyder til at komme helt ned i tempo og bare slappe af. Blå og grønne nuancer er så fine, og skulle eftersigende være ret gode at bruge i et soveværelse fordi de har en beroligende effekt. Ihvertfald i de dæmpede nuancer.

Vi har aldrig malet andet end hvidt i vores lejligheder fordi at det er lidt bøvlet med andet når man bor til leje. Men denne gang vil jeg rigtigt gerne lukke havet helt indenfor (vi får det jo lige udenfor vinduerne når vi flytter!) og male soveværelset i en sart blå farve. Og så vil jeg gerne gøre lidt ekstra ud af indretningen i form af planter, billeder og tekstiler.

De lyseblå gardiner er fra Luxaflex og bare så pæne. Sikkert også ret dyre, det har jeg slet ikke turde kigge på endnu, ha ha. Den lille kommode fra IKEA tror jeg vil fungere ret godt som et lille sengebord, jeg mangler ihvertfald ofte en skuffe til elastikker, hårnåle osv. Gulvtæppet fandt jeg via eBay, det kan købes i flere størrelser. Jeg er vild med både dets farver og mønster. Og så er der bare ikke noget bedre for bare tæer end sådan nogle tykke gulvtæpper. Sengetøjet med palmer er mega pænt, det er fra Auping og hedder Palm Groove. Rensdyrsskindet er sådan en ting jeg pludseligt ønskede mig efter vores besøg i Oslo tidligere på året. Der så og følte jeg på et og hørte hvor de kom fra. Jeg syntes bestemt at man skal tage vare på hele dyret når kødet spises, og skindene er virkelig fine og bløde. Bumlingen som vægmodel var jeg heldig at finde brugt for et par måneder siden, og den glæder jeg mig til at få op. Om det bliver i soveværelset vides endnu ikke, men jeg syntes den passer godt ind. En fiskebowle kunne også være hyggeligt, men det er måske lidt et gamble med vildkatten i familien.

Ja altså, idéer og store ambitioner er der nok af. Om jeg så rent faktisk kan holde soveværelset i sådan en rolig atmosfære må tiden vise. Store bunker af vasketøj mere eller mindre i (læs: udenfor) IKEA poser bidrager ligesom ikke rigtigt til den rolige stemning jeg drømmer om, og jeg skal blankt erkende at det størstedelen af tiden er sådan det ser ud i vores nuværende soveværelse. -Som jeg ellers tidligere har fanget på en god dag her.

Grønne tanker og indretningsdrømme

Der er ingen tvivl om at den grønne bølge er væltet ind over de fleste af os, og grønne planter dukker op i stor stil over alt. Jeg er vild med trenden, og nyder den stemning planterne skaber. Både hjemme hos os selv og hos mange af dem jeg følger med hos på Instagram. -Og under hashtags som fx #urbanjunglebloggers og “anonymeplantesamlere samme sted. Der er masser af inspiration at hente!

Jeg gemmer også en masse inspiration på Pinterest for tiden, og det er rimelig tydeligt at de grønne planter er det der drager mig mest for tiden. Vi får en indbygget altan i den nye lejlighed, altså en altan der har vægge og tag men åbne “vinduer”. Vi har planer om at den skal blive vores egen private jungle, og jeg glæder mig helt vildt til at få den indrettet. Udfordringen ligger lidt i at der er en hel glasvæg (af skydedøre) mellem altanen og stuen, så altanen er nærmest en forlængelse af stuen. Derfor er det virkelig vigtigt at den bliver fin, og at den hænger godt sammen med resten af stuen. Jeg er blevet ret lun på gamle bambusmøbler fra 60’erne (og nok også 70’erne) og har indtil videre købt et gammelt rullebord og en planteopsats. Ååhhh, hvor er det bare lang tid til den 15 september…

De der bambusmøbler forestiller jeg mig forøvrigt at der er virkelig delte meninger omkring. Jeg drømmer om et sofa-sæt i samme bindingsstil som det jeg allerede har købt. Du ved, dem der som typisk har hynder af storblomstret stof. Jeg ville så nok betrække dem om i noget ensfarvet, men stilen er jeg blevet ret vild med. Kan du se det for dig? Og kunne du finde på det samme, eller er det et absolut no-go for dig?

Jeg har forresten også et hashtag på Instagram som måske kan inspirere, eller som bare kan stille evt. nysgerrighed omkring hvordan vores nuværende hjem er indrettet. Tjek #thevintagehausfrauhome ud hvis du har lyst.