Pastelblaa farvekode. Har du en?

Foto: Bare Wunderbar

Jeg er på jagt efter den helt perfekte, helt rigtige pastelblå farve til Cupcakefabrikkens køkken. Hvis du har malet møbler i en pastelblå som du har farvekoden på, ville jeg elske at få en mail med et billede af møblet og farvekoden vedhæftet. Vil du dele? Og har du tid til det nu? Jeg har nemlig lidt travlt, receptionen er jo på fredag. Og hey, alle er inviterede!

Loppemarked og Malerkunst

 

Idag og imorgen er der loppemarked i KB Hallen. Jeg sidder her i sengen, og forbander mit bækken, fordi det ikke vil samarbejde. Jeg ville intet hellere, end at tulle rundt et par timer, og rode samtlige stande igennem. Men jeg kan knapt gå i disse dage. Bækkenløsning er et helvede. Hvis du er i nærheden, så burde du pakke pengepungen og komme afsted!! Måske er du heldig, at finde dåser som dem på billedet. Jeg ville virkelig gerne eje en af de pink/lilla, og en af de turkis/orange. Gud, hvor er de lækre!

 
Inde i stuen rumsterer kæresten og en ven rundt med malergrej. Vi skal have malet alle vægge, før vi flytter. Desværre er det ikke i så spændende og karamel-lækre farver som disse, men bare helt hvidt, hvidt, hvidt.  Jeg er lidt træt af, at ikke kunne hjælpe til, men der kommer bækkenløsningen endnu engang i vejen, og så selvfølgelig det lille faktum, at jeg ikke bør være i nærheden af malerdampe med en baby i maven. Så jeg er helt forskanset i soveværelset, med Mac, katte, tv og hækletøj. Jeg keder mig lidt, hvis jeg skal være ærlig…

Projekt Patchwork er færdigt, og smukt møbel til baby reserveret.

Så blev babytæppet færdigt, og jeg er blevet rigtigt glad for det. Er vild med farveskiftene, især fordi firkanterne er så små. Bagsiden er et kraftigt, men lækkert blødt bomuldsstof, i pastelblå med små hvide blomster. Og barnevognen det primært skal bruges i, er en Silvercross Kensington Snowdrop. Jeg glæder mig helt vildt, til at komme ud og trille med den!

-Og så har jeg reserveret en lækker kommode, som skal bruges til baby’s tøj. Egentlig ville jeg gerne have fundet en fin kommode på loppemarked, og malet den selv. Men for det første er jeg bange for vi ikke når det pga. flytning, for det andet må jeg jo ikke male når jeg er gravid, og for det tredje er der så mange andre projekter, jeg gerne vil have lavet når vi er på plads. Men så er det jo godt man kan finde fine ting på nettet. Og jeg er helt vild med farven!