Tanker om venner, bekendte og….fjender?!

Jeg har gået og tumlet med tankerne til dette indlæg længe, og nu vil jeg forsøge at kaste mig ud i at få dem nedfældet. Måske bliver det en ordentlig omgang volapyk, men forhåbentligt vil det give mening for nogen. Jeg skriver bare derudad som tankerne nu fører mig, og håber at I kan (og vil!) følge med…

Det handler om de relationer der krydses på tværs af blogs og instagram-kontoer, og måske især om de meninger (skal vi kalde det fordomme?) som folk danner sig om hinanden udfra den lille flig af vores liv vi lukker hinanden ind i. Oftest uden nogensinde at have mødt hinanden i virkeligheden.

Jeg vil tro at 98% af den del af blog- og IG sfæren jeg rører mig i består af kvinder. Og kvinder i flok kan altså være nogen farlige nogen, vil jeg vove at påstå. Jeg har faktisk altid haft et lidt anstrengt forhold til pigegrupper, og har da også altid haft flere drengevenner end pigevenner i min opvækst. Jeg orker simpelthen ikke fnidder. Jeg er også meget følsom omkring grupperinger, og kan hurtigt få en fornemmelse af at være lidt udenfor. -Også selvom der oftest slet ikke er hold i det. Længere. Men med en opvækst med meget mobberi bag mig, er det et levn der sidder tilbage. Følelsen af at være udenfor. Og opmærksomheden på om andre er det, ikke mindst.

Det er selvfølgelig meget naturligt at der dannes grupperinger, og jeg har også selv været med at til at samle kvinder som jeg følte en samhørighed med. På den måde har jeg fået flere rigtigt gode venner og bekendte, men jeg er også endt med at have et par “fjender” (i mangel på et bedre ord). Men det er heldigvis folk jeg har mødt i virkeligheden, og hvor der er sket nogle ting som har gjort at vi ikke længere ses eller taler sammen. Og det er okay. Der hvor det ikke er okay, er der hvor man aldrig har mødt hinanden og alligevel tillader sig at danne sig så meget af en holdning, at man ikke kan lide personen bag.

Det syntes jeg er meget mærkeligt! Heldigvis er det ikke noget jeg personligt har oplevet (men jo, der skal da helt sikkert nok sidde et par stykker eller hundrede med en mening om mig derude, selvom de egentlig ikke kender mig), men jeg kender nogle stykker som til tider bliver ret hårdt ramt af, hvad der jo reelt set er fremmede. Emails, sms’er og lignende med hårde ord. Not okay!

Det er sgu’ lidt en spøjs verden, ikke? Jeg føler samhørighed med mange som jeg aldrig har mødt, og der er mange som jeg rigtigt gerne vil møde i virkeligheden. Blandt andet derfor arrangerede jeg i sommers et IG træf her i Århus. Det var meget hyggeligt, men tilslutningen var desværre ikke så stor, og jeg endte faktisk med at have en lidt blandet følelse omkring det. På den ene side var det super hyggeligt med dem der kom, men på den anden side var der mange jeg havde håbet og troet ville komme, som ikke kom. Måske er samhørigheds-følelsen ikke altid gengældt?

Det minder mig om den såkaldte “sladre-app”; den hvor man kan se hvem der er faldet fra og hvem der er kommet til på IG. I starten blev jeg så ked af det hver gang nogle faldt fra, også selvom jeg ikke kendte dem, men det er jeg heldigvis kommet mig over. Nu bruger jeg app’en fordi at jeg syntes det er sjovt at følge med i, og fordi at jeg tit ikke når at se de nye følgere i mit feed. Men engang imellem bliver jeg stadig ked af det, og det er lige netop der hvor personer som jeg følte at jeg havde en samhørighed med, stopper med at følge mig. Så kan tankerne godt løbe af med mig, og jeg bliver en smule paranoid. For det meste ender jeg faktisk med selv at unfollowe, simpelthen fordi at jeg får en ærgerlig følelse når de så dukker op i mit feed. Jeg følger dog stadig nogle stykker fordi jeg syntes de er inspirerende og dygtige, men jeg kan godt mærke at jeg alligevel bliver lidt trist når jeg liker deres billeder. Det er da skørt…

Nå, det tog lidt en drejning fra hvad jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om. Nemlig det her med de rigtigt gode venskaber jeg har fået. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker igennem bloggen, faktisk så mange at jeg har svært ved at følge med. Det kræver jo noget at opbygge og vedligeholde et venskab, og når man bor på kryds og tværs af landet kan det være svært. Ikke mindst når man også har en travl hverdag der skal gå op. Derfor er der desværre flere som jeg ville ønske at jeg var bedre til at holde på. Som jeg kunne se lidt oftere.

Der er også en del som jeg rigtigt gerne ville have mere tid og overskud til og lære bedre at kende. De der bekendte som man møder her og der, hvor samhørigheden går begge veje og man rigtigt gerne vil hinanden, men hvor den travle kalender bare ikke tillader at flere mennesker bliver presset ind. Jo, en kop kaffe kan da lade sig gøre, men hvis der så går 3 måneder før den næste kop kaffe byder sig, så er det jo nærmest som at starte forfra. Det syntes jeg faktisk er lidt hårdt og trist, for jeg vil så gerne…

I virkeligheden er det jo ganske fantastisk at så mange af os har fået gode venner på den her måde. En slags netdating for venskaber, kan man vel kalde det. Samme interesser, og så det at man typisk allerede ved en del om hinanden fra bloggen, gør at man springer nogle trin over i venskabet fra starten. Det er så fedt!

Gav min ordstrøm mening, og har det sat gang i nogle tanker? Det håber jeg! Har du fået gode venner igennem din blog/IG? Nogle som du ses med i den virkelig verden? Nogle du endnu ikke har mødt, men alligevel har et stærkt bånd til?

Jeg må hellere lige understrege at jeg altså ikke lægger op til debat, det er bare mine tanker om emnet. Jeg vil rigtigt gerne høre jeres tanker, men vil selvfølgelig opfordre til at holde en god tone. Tak ♡