RIP Grethe

I torsdags måtte vi jo desværre sige farvel til vores dejlige kat Grethe, som jeg skrev om her. Hun blev kun knapt 15 uger gammel, det stakkels lille kræ. Det var virkelig trist at tage ned til dyrlægen og sidde med Grethe i skødet i mens hun faldt i søvn. Jeg tudede. Vi gik inden hun fik den endelig sprøjte der ville få hende til at sove ind, for jeg havde slet ikke lyst til at se hende død. Det var rart at sidde med hende og nusse hende indtil hun faldt i den dybe søvn, men at se hende stoppe med at trække vejret var lige lidt for meget for mig. Otto var ikke med, selvom han måske godt kunne have været det. Men vi har snakket meget om, at Grethe nu leger med andre døde katte i kattehimlen. Og fordi vi tydeligt kunne se hun blev værre på få dage, så føles det som den helt rigtige beslutning. Nu føles der dog også lidt tomt, så allerede i næste uge skal vi besøge en rigtig opdrætter og kigge på en ny killing.

Grethe kom ikke fra en opdrætter, men fra en privat familie der gerne ville prøve at få et enkelt kuld killinger på deres egen Maine Coon. Så Grethe var uden stamtavle und so weiter, og vi fik hende kvit og frit. Familien var så søde, og vi er slet ikke i tvivl om at de ikke anede at lille Grethe var født med fejl. Desværre mente dyrlægen at samtlige killinger fra kuldet højst sandsynligt fejlede ihvertfald én af de ting der var med Grethe, og det har jeg selvfølgelig fortalt videre til familien. Jeg håber sådan at Grethe var den eneste, og at de øvrige syv killinger i flokken trives i bedste velgående….

Tusind tak for alle jeres søde hilsner, både her på bloggen, på instagram og i min mailboks. De varmer!