...men jeg har bare ret meget at se til her på den anden side af skærmen, så når jeg endelig har et
Se næste indlæg >
Skrid nu, for helvede!
Vi drukner i sygdom herhjemme, og jeg er ved at blive fuldstændigt vanvittig over det. Nora har været syg 4-5 gange siden midt august. Nogle ture med feber og snot, en tur med mellemøresbetændelse og nu en ordentlig omgang roskildesyge.
Det startede fredag nat, efter at hun lige var kommet sig ovenpå endnu en forkølelse. Hun nåede i vuggestue torsdag og fredag, og har så allerede fået slæbt noget nyt med sig hjem. Og ja, immunforsvaret er vel nede efter sygdom, så hun er modtagelig for hvad som helst, men for helvede….Jeg hader vuggestue-perioden!
For nyligt læste jeg et indlæg ovre hos Nutidens mor om at være “syg nok”. Det var faktisk via facebook jeg faldt over det, og netop som jeg sad og læste kommentarerne derovre igennem, tikkede der en mail ind fra min studieadministration: “Du kaldes til samtale ang. dit fravær”. Jeg skrev denne kommentar derovre:
Det skal selvfølgelig lige siges at Nora’s sygeperioder ikke har hele skylden, de to rejser jeg har været på fylder jo også i procenterne. Men det er så stressende gang på gang at have “diskussionen” med min mand, der også studerer, om hvem der nu kan blive hjemme denne gang. Hvem har råd til at gå glip af endnu mere undervisning, og hvem er tættest på potentielt at få frataget SU’en.
Jeg var til fraværssamtalen i fredags, og heldigvis var det en meget forstående og fair vejleder jeg mødte. Det er jo en formalitet at de skal følge op på fraværet, på trods af at jeg skriver en besked om hvorfor jeg er væk i mit skema, og det er helt forståeligt på en uddannelse som VUC. Der er sikkert mange der udnytter muligheden for at få SU uden at være særligt deltagende, og det skal der selvfølgelig tages hånd om. Jeg er bare ikke en af dem.
Heldigvis kan jeg i stor udstrækning følge med i undervisningen hjemmefra, i det omfang lærerne husker at skrive hvilke sider der er arbejdet med samt at vedhæfte diverse filer. Men det er selvfølgelig ikke det samme som at være til stede i undervisningen, og jeg kan især mærke på min tysklærer at fraværet irriterer/bekymrer hende. Og det er så nederen, for jeg får ondt i maven af dårlig samvittighed når jeg så er tvunget til at blive hjemme. Igen.
Vi har desværre ikke et netværk af pensionerede bedsteforældre der kan træde til, for alle vores forældre arbejder stadig og har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og på to gange SU er der heller ikke råd til en barnepige, men selvom vi så havde det ville jeg være meget ked af at ty til det som en løsning. Vores børn har brug for sin mor og far når de har det skidt.
Hvordan gør I andre? Er det kun os der har fået børn der suger alting til sig, ihvertfald de par år de går i vuggestue?
Da du selv spørger til sidst, vil jeg da gerne kommentere 🙂 Hos os var det jo ret vildt, med sygdom 2-4 gange om måneden fra han begyndte i vuggestue og til nu… det betød at hele min indtægt forsvandt, og ikke engang dagoenge/kontanthjælp ville vi få… jeg har derfor haft det ene vikariat efter det andet samtidig med et sygt barn. Indimellem vikariaterne kom jeg på dagpenge, fordi jeg beviste, at jeg godt kunne arbejde, men i de perioder jeg var i job var min mand så nødt til konstant at melde sig syg… det er bare ikke nemt med små børn, hus, to biler og to jobs… MEN, jeg fik jo så et fast job, som jeg så nærmest ikke har været på siden jeg for knap et år siden blev sygemeldt med en rigtig skidt graviditet og nu et dødt barn… livet er ikke altid nemt kære Julia, men jeg er sikker på I gør alt hvad I kan som familie, for at få det til at fungere. Jeg kender dine bekymringer ud og ind, og jeg vil ikke komme med gode råd, for hey, er sikker på du allerede har sørget for både tøj, vitaminer og masser af omsorg. Vil bare sige, du er ikke alene, hos mig er der fuld forståelse! KNUS til dig!