Det har taget mig lang tid at nå hertil, men nu begynder jeg endelig at føle mig sådan nogenlunde sikker på det der strikkeri. Jeg har jo villet lære det mange gange, og det er tidligere gået so-and-so med det. Troede simpelthen ikke min tålmodighed var til det.

Men nu har jeg faktisk strikket en virkelig smuk cardigan helt alene! -Og endda tilpasset opskriften lidt helt på egen hånd. Det er den smukke mintgrønne med knopper, men desværre viste opskriften sig at være alt for stor til mig. Det var SÅ skuffende! -Og åbenbart et problem mange har med Pickles’ opskrifter, og det er virkelig ærgerligt, for de laver super fine ting. Men hvis størrelserne ikke stemmer holder det bare ikke. Heldigvis endte historien om min cardigan lykkeligt, og den er nu flyttet ind hos en kvinde der er så fin i den.

Onsdag i sidste uge besøgte jeg Teaterpassagen sammen med Pernille og Louise. Der var Strikkelounge, og det var rigtigt hyggeligt at sidde og strikke sammen med en flok kvinder. Jeg syntes det er så fedt at den slags håndarbejde vinder mere og mere indpas igen.

Jeg begyndte på en ny cardigan, og denne her har jeg prøvet på, så størrelsen skulle gerne ende med at være helt perfekt. Den hedder Kashmir og er fra The Map Collection af Isager. Jeg har købt super lækkert og billigt garn hos garnpusher.dk, og farverne er noget så fine. Det er ret svært at fange farvespillet i den med kameraet, men jeg håber at det bliver nemmere når jeg har strikket mere op. Basen er lysegrå og så skifter jeg imellem tre grønlige nuancer og en blå. Jeg glæder mig til at blive færdig!

Puderne på billedet er forresten hakkede, dem kan du se mere til her.

Strikker du?

Jeg strikker! Og ja, det har jeg jo gjort før…Et babytæppe, et halstørklæde til min mand og et halsrør til mig selv. Ret og vrang, ret og vrang. Og nå ja, strikkede faktisk også en babyvest da jeg ventede Nora, men den manglede lige nogle knapper og kom aldrig i brug. Vesten er det vildeste jeg hidtil har strikket, og spørger du en bare lidt erfaren strikker, er sådan én noget nær det nemmeste man kan kaste sig over. Jeg er bare gået kold i opskrifter hver gang jeg har forsøgt at læse en, og der er stadig så mange teknikker jeg slet ikke aner hvordan man skal udføre. Men nu skal det altså være!

Efter at have rådført mig på Instagram, blev jeg anbefalet at strikke Tusindfryds yndlings cardigan til børn. Og den er helt vildt fin, og ser for mig ikke spor nem ud, men jeg kastede mig alligevel over den. Først et besøg hos byens bedste garnbutik Yarnfreak, hvor jeg forsynede mig med engleuld og nye pinde. Jeg fik lidt start-hjælp da jeg ikke vidste hvad en drejet ret var, men ellers er det faktisk bare kørt derudaf. Jeg er ret stolt, og er blevet bidt! Det er virkelig afstressende at strikke, og jeg har fået blod på tanden nu. Trøjer til Otto og manden er allerede planlagt, ha ha.

Tør dog ikke kaste mig ud i næste skridt af opskriften (ærmer på strømpepinde. Gulp!) før endnu et besøg hos Yarnfreak, og lidt hjælp fra Sofie der er der om torsdagen. Og apropos hjælp, så er det bare så fedt at folk er så søde til at hjælpe hinanden. Folk i blog-og IG-land er så gode!

Jeg bliver mere og mere bidt af min nyfundne interesse for strik og hækling. Hækleriet er ikke helt nyt for mig, men det er strikkeriet. Faktisk er jeg blevet så bidt, at jeg er begyndt at købe garn og pinde, og ikke bare rode noget tilfældigt frem fra gemmerne. Det er fedt! Følger du mig på Instagram har du helt sikkert set hvor tit jeg sidder med det.

Det bedste med den slags kreative projekter er at man kan have dem med sig overalt, og at jeg kan sidde med det i sofaen. Her sidder jeg meget, for jeg får hurtigt ondt i bækkenet (selvom det heldigvis ikke er i nærheden af at være så slemt, som da jeg havde bækkenløsning med Otto) og er derudover begyndt at døje med plukveer. Så jeg skal holde mig lidt i ro, og dér er det altså virkelig godt for sådan en utålmodig en som mig at have noget mellem hænderne. Indtil videre er det blevet til et laaangt tørklæde til min kæreste og en lille vest til den kommende lillesøster. Og så flere forskellige små hækle-projekter, blandt andet kraven. Opskriften på den kan du finde her hos Puk, jeg har bare hæklet bindebånd i stedet for at bruge en knap. Kraven har jeg foræret til Mille, og jeg håber hun er glad for den.

———————————————————————————————————————–

I’ve recently found joy in both crocheting and knitting, and I’m spending a lot of time with small projects on our couch. Such as the loooong scarf I knitted for my boyfriend, and the collar I crocheted and gave to a friend. I have to keep still most of the time, because I’m having some pregnancy-related issues, so it’s nice to have something to work on with my hands.

Det skrider rigtig fint fremad med mit strikkeprojekt, og jeg er simpelthen så stolt af mig selv. Sidst jeg kastede mig ud i strik gik det virkelig skidt, og jeg kunne slet ikke kende forskel på ret og vrang. Jeg strikkede også frygteligt stramt, hvilket ikke gjorde det nemmere. Men det er som om at jeg har en meget bedre forståelse for det hele, efter at jeg har hæklet så meget og nu kører det bare. Det er selvfølgelig også et ret nemt projekt, og en erfaren strikker vil måske grine lidt af min begejstring, men jeg syntes jeg er dygtig! Jeg strikker en lille vest til lillesøster (og ja, garnet er en blå nuance) fra denne her opskrift. Dog strikker jeg dobbeltperle-strik i stedet for dobbeltrib på selve kroppen. Det var ikke helt med vilje, men da jeg skulle strikke det første rib i kanten strikkede jeg perlestrik ved en fejl, og det syntes jeg var så pænt. Så nu har jeg til og med lært at lave lidt om i en opskrift, ha ha. Tak til alle jer der har hjulpet mig på Instagram. -Yay for virtuel strikkeklub!

…bliver jeg nok ikke lige foreløbigt, men nu har jeg besluttet mig for at jeg vil lære at strikke. Jeg øver mig, og er så heldig at være blevet inviteret indenfor i en strikkeklub som forhåbentligt kan hjælpe mig lidt videre. Det er så hyggeligt at strikke, og jeg elsker jo vamsede cardigans, babyveste og striktrøjer, så at kunne strikke det selv til Otto og lillesøster ville være så fedt. Der er desværre ingen af Ottos bedsteforældre eller oldeforældre der strikker avanceret og/eller i rygende fart, så nu må jeg selv kaste mig ud i det. Min mor strikker lidt, og har da også strikket nogle rigtigt fine veste til Otto, men det tager lidt tid. Her skulle der være en smiley der rækker tunge, ha ha.

Idag har jeg fødselsdag (30 år, sgu!), og jeg skal bare nyde dagtimerne alene. Min kæreste er i skole, Otto er i vuggestue, og jeg har nogle gavekort der brænder i lommen. Så jeg tager en tur ned i byen og nyder at være lidt alene. Det er jeg meget sjældent. I aften skal vi hygge os med god mad, enten noget kæresten laver eller hjemmebragt sushi fra yndlingsstedet. Tror det bliver det sidste.