Tattoo Tadaa #3

For snart et halvt år siden (shit, tiden flyver jo bare afsted!) fik jeg en ny tatovering, som jeg skrev om i dette indlæg. Jeg er stadig så glad for den, og den har høstet rigtigt mange roser siden. Som jeg skrev i det indlæg ville jeg meget gerne føje flere værker af den dygtige tatovør Amalie til min samling, og da muligheden spontant bød sig i sidste uge sprang jeg på.

Amalie er nemlig flyttet til København (men bare rolig, hun forlader ikke Århus og Sinners Ink helt – hun er der stadig mandag-onsdag), og er startet hos Bright Side Tattoo på Christianshavn. Det er helt nyt, og derfor er ventelisten slet ikke lige så lang som den er her i Århus. -Men det er jeg ret sikker på at den hurtigt bliver med hendes talent.

Jeg har længe tænkt på at udvide på armen med min crafty tattoo (den med saksen), så jeg sendte nogle tanker til Amalie som så fik frie hænder til at tegne noget nyt til mig. -Og jeg er så glad for det hun har lavet til mig. Den smukkeste fugl med en gammel broderisaks i kløerne og lidt silkebånd i næbbet. Derudover rettede hun nogle linjer på min sakse-tattoo og tilføjede endnu en trådrulle på håndleddet. Hun fik kun lavet outlines, så nu mangler jeg bare at få lavet skygger og farver, og måske det ender med et motiv eller to mere. Jeg glæder mig så meget til næste gang!

Tattoo Tadaa #2

Igår fik jeg lavet min tredje, og hidtil største og vildeste tattoo. Jeg tilbragte hele eftermiddagen i stolen hos Amalie fra Sinners Ink her i Århus, og selvom det gjorde pissehamrende ondt så var det en virkelig dejlig dag. Stemningen er i top, og de er alle sammen så søde deroppe.

Jeg havde glædet mig til tiden længe, for Amalie er blevet en eftertragtet dame i branchen på trods af at hun kun har været igang i 2,5 år. Hun har det vildeste talent! -Det vildeste!!!

Jeg havde skrevet lidt med hende om min egen idé, som oprindeligt var en hel struds på bagsiden af min overarm. Men da jeg så kiggede forbi for at tale idéen igennem og booke en tid, forklarede Amalie mig sine tanker og idéer og jeg var helt solgt. Så hun fik frit spil til at tegne min struds, og jeg besluttede mig for at få den på læggen i stedet. Det er jeg så glad for! Både at jeg gav Amalie frie hænder, og for den nye placering.

Der var mange der spurgte ind til historien bag motivet, da jeg løbende flashede processen på min instagramprofil igår. Men der må jeg måske skuffe nogle af jer, for der er altså ingen dybere mening bag. Jeg har en fascination for fugle, og syntes at strudsen er en spøjs en af slagsen. Og så syntes jeg det kunne være lidt sjovt at lave noget flot ud af en grim fugl. Så….derfor!

Amalie er en mega inspirerende kvinde som blev headhuntet til jobbet pga. sit talent for at tegne. At hun så rent faktisk også har talent for at tatovere er jo helt fantastisk, og jeg tror virkelig hun bliver stor på den scene. Personligt er jeg helt vild med den stil hun selv favoriserer (og som min struds falder ind under), som hun kalder neotraditionelt. -Andre vil måske kalde det new school. Amalie har sin helt egen skole, hvis du spørger mig. Jeg vil anbefale hende til alle, og håber selv på flere værker fra hendes hånd.

Hvis du er til tattoos kan jeg også anbefale at følge med på Sinners Ink’s facebook side lige her, hvor de tit smider billeder op af de ting der bliver lavet i studiet. Nu glæder jeg mig bare til at min struds er helet flot op, og så skal jeg nok vise den ordentligt frem. Den er så pæn, syntes jeg. Og stor syntes min mor, ha ha.

Min nye Tattoo

Igår fik jeg min nye tatovering lavet, og jeg er allerede enormt glad for den. Brian Kelly fra Loxodrom i Berlin har gjort det igen! Ja, den er stor og farvestrålende, lige der midt på min venstre underarm, men den er simpelthen så flot lavet, og lige mig. Han lavede både min og kærestens første tattoo sidste sommer i Berlin, men denne gang havde vi booket tid på forhånd og mailet sammen om idéer. Onsdag tog vi forbi og så hans skitser, og torsdag havde vi begge en tid. Jeg havde bedt om at min skulle indeholde netop disse elementer, men hvordan det hele skulle sættes sammen lod jeg være helt op til Brian. Han ramte plet med første skitse. Jeg elsker min nye “craft tattoo”. Nu skal den lige hele ordentlig op, men om et par uger viser jeg den nok frem igen i sin helt færdige stand. Er den ikke blevet fin?

Berlin, I’ll see you soon baby!

Vi tilbragte 2 dejlige uger i Berlin sidste sommer, i den lækreste, kæmpestore lejlighed i Kreuzberg med udsigt over floden. Det var vores andet kærestebesøg i byen, og vi havde en skøn tur. -Og nu har vi været så heldige at få lov til at leje selvsamme lejlighed igen sidst på sommeren!!

Genlæste lige min guide til Prenzlauer Berg (beklager jeg aldrig kom videre med guiden til Kreuzberg, det kommer!), og det fik mig da bare til at glæde mig endnu mere. Jeg har lagt et permanent link til guiden i venstre sidepanel, og vil elske hvis man vil dele sine egne Berlin-perler i en kommentar til det indlæg. Gerne med link til evt. egne  guides og indlæg over byen.

Jeg tror både kæresten og jeg ender med at få endnu en tattoo denne gang, så nu summer jeg over motiv og placering. Jeg har stadig noget med sløjfer, som min pinterest-profil måske nok afslører, men tænker det skal være i samme old school-stil som min svale. Ankere og diamanter er også fine. Og fugle. Flere fugle. Del endelig, hvis du har en god idé!

Hans og Hendes Tattoo

I sommers fik min kæreste og jeg begge vores første tatovering, da vi var på ferie i Berlin. Jeg har vist min egen før, endda midt i processen at få den, men jeg har ikke vist min kærestes. Hans er fra et computerspil kaldet Grim Fandango, og spørger man Otto er det mor og far ♡

Jeg er helt vildt glad for min svale, og har på intet tidspunkt fortrudt. Den er blevet en del af mig, og jeg vil gerne have flere tatoveringer. Den der med at når man først ér kommet igang, så stopper det ikke ved den ene, det kan jeg altså godt skrive under på…