Vandpyt (læs: hav), sand og av for satan!

strand2 strand3 strand4 strand5 strand6 strand7 strand8 strand9 strand10

 

Torsdag eftermiddag pakkede vi børn og bil og kørte ind til Tangkrogen for at se Sculpture by the sea sammen med min mands familie. Da Nora ser havet udbryder hun “vandpyt”! Jeg aner ikke hvor det er gået galt, for vi har da været ved vandet masser af gange med børnene…. Og været ude og sejle med min far og så videre…Men altså, forstadsbarnet ser vand og tænker vandpyt. Ha! Det bliver så godt at flytte tilbage til byen og tæt på havet.

Skulpturerne var fine (nogle mere end andre, naturligvis), vejret var nogenlunde med os, og den mad det øvrige selskab havde taget med var lækkert. Ungerne havde sand overalt da vi kom hjem, og det var generelt en rigtig god oplevelse. Det eneste jeg ærgrer mig lidt over er at der ved stort set alle skulpturer var et lille skilt hvorpå der stod “må ikke berøres”. Det er bare ikke så børnevenligt. Ikke at de skal kunne kravle på det hele, men de får langt mere ud af det hvis de kan få lov til at røre. Det bliver lidt mere sanseligt.

Da vi nåede til strækningen inde i skoven gik det desværre galt. Jeg hjalp Otto ned over en lille skråning fyldt med rødder, og idet jeg selv skulle gå ned, gled jeg og landede direkte på halebenet og bækkenet ned på en rod og den hårde jord. Av for satan! Jeg havde frygteligt ondt og blev lidt bekymret for mit bækken, som jeg jo i perioder har døjet med siden min bækkenløsning i første graviditet. Heldigvis var det bare slaget, og nu er det okay igen bortset fra et blåt mærke.

Mine favoritter fra udstillingen er nok værket lavet af blåmuslinger, spejl-diamanterne og den runde bro. Den håber jeg bliver stående. Og så har jeg en idé: man skærmer den af inde fra og fylder den op med sand indtil den har en børnevenlig dybde. Så kan ungerne trygt lege inde i cirklen, og de voksne kan bade fra ydersiden. Smart!

Seje, dygtige, kreative veninder + Designermarked og Vestergadefest

Jeg har to veninder, som jeg ved lejlighed så mit snit til at føre sammen i kreakælderen. Kirstine er blevet en del af vores lille kreative fællesskab, og hende og Lisbeth har fundet hinanden i fælles kreativitet. Det har resulteret i en fin lille kollektion af prints og uroer; i see faces.

I morgen er der Edition designermarked i forbindelse med Vestergadefesten her i Århus, og her vil Lisbeth og Kirstine (med mange flere!) være at finde med både deres fælles værker og deres personlige. Der er også Flagstang marked, et godt loppemarked samme tid og sted. Jeg tror klart det er værd at kigge forbi, og hvis ikke det var fordi jeg skal til bryllupsfest hos gode venner, ville jeg helt sikkert selv have tilbragt dagen der.

Det er fra kl. 12.00 til 17.00 i Vestergade nr. 48, 8000 Århus C. God weekend og pinse til jer alle!

Fotospam fra Finders Keepers Århus

Jeg tilbragte nogle dejlige, inspirerende og hyggelige timer i Godsbanens Rå Hal i dag. Der var Finders Keepers marked, og jeg har glædet mig længe. Kl. 10.30 stillede Lisbeth, Baby Nora og jeg os i kø, og kl. 11.00 blev vi lukket ind i den smukke hal (og fik en goodiebag. Yay!). Heldigvis var der ikke nær så mange mennesker i dag, som jeg kunne se på de forskellige sociale medier at der var i går. Vi havde fin plads og ro til at nærstudere alle boderne, inden det begyndte at blive lidt trangt. Og hold nu op der var meget fint!

Jeg vil ikke komme ind på hvem alle dem der har ting her på billederne er, men hvis ikke jeg havde semi-købestop, så havde jeg handlet fra virkelig, virkelig mange stande. Fede, lækre, særlige ting. Heldigvis har de fleste webshops og sådan, så jeg kan finde tingene når der er penge på kontoen igen. Eller måske til en give away eller tre på bloggen. Måske er vi heldige? Jeg vil ihvertfald arbejde for det!

Da Lisbeth smuttede hjem til mand og børn, spiste jeg frokost sammen med Mette, og senere drak jeg kaffe sammen med Anne. Det har virkelig været en dejlig dag, og Finders Keepers levede op til alle mine forventninger. Jeg håber de er kommet til byen for at blive, og glæder mig allerede til næste gang. Jeg er helt høj oven på alt det smukke jeg har set i dag. Tak!

En dag på Aros

Otto fik en sidste dag til at komme sig helt ovenpå weekendens sygdom, men i stedet for at blive hjemme og kukkelure, tog vi på Aros med en veninde fra min mødregruppe. Super hyggeligt!

Jeppe Hein’s værk “Distance” så jeg i en anden udgave i 2005, da jeg arbejdede på Dunkers Kulturhus. Dengang hed det “Roller Coaster” og havde en lidt anden udformning. Jeg er ret vild med det, så hvis du endnu ikke har været forbi kan det varmt anbefales. Men skynd dig, for udstillingen lukker vidst nok her den 10 oktober.

My Prints

Jeg fik en mail fra en pige der hedder Sara for nyligt. Hun har startet webshoppen MYPRINTS hvor man kan købe fine prints fra små “ukendte” grafikere og kunstnere, og ville gerne fortælle mig om siden og konceptet. Alle prints laves i max 100 eksemplarer, og er kun at finde på shoppen i et år. Den idé kan jeg ret godt lide. -Og at man kan bestille både med og uden ramme. Jeg er elendig til at få købt rammer, så jeg har op til flere fine prints liggende der bare venter på at komme op og hænge.

Det fine ABC-print kom som en gave fra Sara i dag, og når det allerede er indrammet kommer det hurtigt til at finde sin plads. Jeg syntes det er så fint, og tror det vil være et hit hos Otto der går ret meget op i både tal og bogstaver for tiden. Jeg glæder mig til han kommer hjem fra børnehaven, så han kan se det. E for Eskild, T for Tobias, J for Jeppe, E for Ella, S for Sejr og W for William. Det er Otto’s venner.

Hvis nu du selv laver prints, og godt kunne tænke dig at sælge dem igennem MYPRINTS så prøv at læse med her. Sara leder nemlig hele tiden efter kunstnere. Jeg har kigget rundt på shoppen, og syntes der er flere fine prints at komme efter. Fx de fire her: