It’s beginning to look a lot like christmas

Christmas Collage 1 Christmas Collage 2

Og jeg elsker det!!! Snestormen raser udenfor og om lige præcis en uge er det 1. advent. Jeg glæder mig så meget til at begynde julerierne herhjemme og har en masse idéer til hvad jeg skal lave i år. Pinterest er som altid en enorm inspirationskilde, og ovenstående billeder er nogle blandt mange på mit Christmas Board.

Vi skal holde juleaften i vores nye hjem i år, det glæder jeg mig virkelig meget til. Det at skulle holde jul hjemme gør det også lidt mere legitimt at gå all-in, ikke? Ha! Som om jeg ikke gør det alligevel. Nu må de sidste ting bare gerne lige komme på plads her i løbet af den kommende uge, så vi er klar til 1. advent. Flyttekasser midt i julepynten spolerer ligesom lidt den fine stemning….

Hotel Miramonte og Bad Gastein – Kærester på skitur #4

Udsigten fra vores altan mandag morgen
Udsigt over nogle af byens smukke bygninger
Udkigspunkt over byens vandfald: don’t fall
En af de smukke kirker

Vores sidste dag i Bad Gastein blev brugt på at sove lidt længe, spise morgenmad i ro og mag, og at gå en lang tur rundt i byen. Der er rigtigt meget spændende arkitektur i Bad Gastein, og man kan virkelig fornemme byens lange, lange historie. Næste gang vil jeg undersøge om der er nogle guidede ture rundt i byen, for jeg vil vildt gerne høre mere om mange af bygningerne. Så meget smukt at kigge på!

Vores lækre, lækre hotel
Smukhed i receptionen
Mere smukhed i receptionen
Værsågod!
Del af den fede lounge. Se lige de stole!
Loungens bar / Trappeopgang
Fantastisk lampe i trappeopgangen
Vores (ret hårde) dobbeltseng
Et lille hjørne af den hjemmelavede biodynamiske (!) morgenmadsbuffet
Spisesalonen / Receptionen

Vi boede på Hotel Miramonte, og det er helt seriøst det lækreste hotel jeg nogensinde har været på! Stemningen er helt igennem hjemlig, afslappet og super hyggelig. Indretningen er helt vildt fed, og der er masser af fine detaljer, sjove ting og lækre møbler over det hele. Og så var udsigten fra vores terrasse fuldstændigt magisk, som jeg har vist på flere billeder.

Om morgenen spiste vi alt for meget mad fra en kæmpe øko/biodynamisk morgenmadsbuffet og drak alt det nespresso-kaffe vi kunne. Mmhhh, god start på dagen! Drinks i barloungen og bålfad på terrassen om aftenen var også virkelig hyggeligt. Vi spiste aftensmad på hotellet en enkelt aften, og fik super lækker mad. Faktisk så lækker at vi overvejede at aflyse middagsplanerne et andet sted dagen efter…

Jeg har lige set at man kan holde bryllup på hotellet, så nu er drømmen om et vinterbryllup (vi er jo blevet gift, men mangler at holde festen) da virkelig begyndt at rumstere ♡

Det var sidste del af føljetonen om vores tur til Bad Gastein i Østrig, og jeg håber I har nydt at følge med. Det har været så dejlig en tur, og noget af en oplevelse for mig at se bjergene. Der er ingen tvivl om at vi skal tilbage!

Se også Kærester på ski #1Hans, The Wild Life Ranger – Kærester på ski #2 og Slud, spa og drinks – Kærester på ski #3.

Slud, spa og drinks – Kærestetur på ski #3

Mig på ski, og i min nye parka
Skihytte i snevejr
Gråvejr og tåge skjuler bjergene
Haus Hirt’s fine dørhåndtag
Fine detaljer hos Haus Hirt
Lækker spa-afdeling hos Haus Hirt
En cigaret på altanen i badefutter
Udsigten fra altanen er skjult i tåge
Idyllisk restaurant i snevejr
Friturestegt, friskfanget ørred
Meget frisk ørred bag restauranten
Lækre drinks-ingredienser hos Ginger n’ Gin
God drink!
Indretningsdetalje hos Ginger n’ Gin
Rigtig meget sne!

Søndag i Bad Gastein var noget af en kontrast til lørdagens strålende sol og klare blå himmel, for vi vågnede til en dal og bjerge indhyllet i tåge. Snart kom regnen, som på pisterne faldt som våd sne. Vi skulle egentlig have brugt det meste af dagen på ski, men i det kedelige vejr holdte vi desværre ikke til mere end et par ture. I stedet spiste vi en tidlig frokost på bjerget, hvor jeg nød udsigten selvom den var hyllet ind i skyer. Bjergene er bare smukke i al slags vejr!

Eftermiddagen nød vi på søsterhotellet til Hotel Miramonte hvor vi boede, Haus Hirt. Her fik vi tid til hver sin massage i deres super lækre spa afdeling. Bo fik en klassisk helkropsmassage, mens jeg prøvede noget nyt: ayurveda massage. Det er noget med en hulens masse varm olie, og nogle lange strøg over hele kroppen samt i ansigtet. Meget specielt, og faktisk ret dejligt.

Bagefter slappede vi lidt af på vores hotelværelse, og gjorde os klar til en middag ude med efterfølgende drinks. Regn og slud var blevet til regulær sne i løbet af eftermiddagen, så idyllen ville ingen ende tage da vi kørte op foran Restaurant Bertahof i nabobyen Bad Hofgastein. Her fik vi virkelig lækker mad! Der var flere lokale end turister, hvilket altid er et godt tegn for kvaliteten. Jeg spiste ørred, og det var derfor ekstra sjovt at se deres store ørredtank bag huset, da vi tog afsted igen. Meget frisk fisk!

Vi havde fået anbefalet baren Ginger n’ Gin, så der tog vi hen efter middagen. Vi fik hver sin tablet i hånden, hvor vi kunne bladre igennem menuen. Meget moderne. De havde så mange lækre drinks, og vi fik et par stykker hver. Ingredienserne var friske, og sammensætningerne meget nytænkende. Hvis ikke jeg var for træt, var vi klart blevet hængende til endnu flere drinks. Prismæssigt er det samme niveau som herhjemme, men jeg har ikke fået så lækre drinks før.

Da vi skulle hjem var der nok faldet 40 cm sne siden eftermiddagen, så taxaen satte os af så vi selv kunne gå ned af den stejle vej der fører ned til hotellet. Det var så hyggeligt! Jeg elsker lyden af knitrende sne, og den dæmpede stilhed der er. Åh Østrig, du har vundet mit hjerte!

Se også Kærester på ski #1 og Hans, The Wild Life Ranger – Kærester på ski #2.


"Så kan vi kælke"

Så snart der er det mindste snefnug udbruder Otto “så kan vi kælke”. Sidste vinter nægtede drengen at sætte sig på en kælk, så hvor begejstringen pludseligt kommer fra aner jeg ikke. Men weekendens fine snemængder på besøget i Roskilde inviterede til sneleg i haven, og min søde kusine var ikke bleg for at hive ungerne rundt på en kælk i fuld fart i haven. Til stor begejstring hos de små. Vi byggede også en snemand. Eller, måske er det i virkeligheden et snespøgelse. Køn blev den ihvertfald ikke. I dag vågnede vi op til næsten lige så meget sne her i Århus, så nu skal vi vist have købt en kælk til drengen. Jeg elsker sne, og begejstres som et lille barn når sneen daler. Nu kan jeg heldigvis skjule min barnlige glæde bag Otto’s begejstring.

I syv sind

Foto lånt her

Eller, måske egentlig bare i to. Jeg kan nemlig ikke helt bestemme mig for, om jeg håber at der kommer så meget sne som de taler om i den kommende weekend, eller om jeg håber at sneen holder sig væk for denne gang.

Min mor, lillesøster og jeg har planer om at køre til Roskilde fredag, og bruge weekenden på at hygge hos min moster og besøge julemarkedet i byen. Ved at flere bloggere deltager med deres kreationer, og vil så gerne forbi og se det hele og suge lidt julestemning. Men hvis vejret er noget skidt pga. sne og kulde, så kører vi ingen steder. Så for at vi kan komme afsted håber jeg ikke der kommer det mindste snefnug.

På den anden side så elsker jeg sne! Og jeg ville elske at julehygge 1. søndag i advent med min lille familie, mens sneen vælter ned udenfor. Og at kælke med Otto, og kaste med snebolde i glitrende kulde. Så en del af mig håber også at varslerne holder stik, og der kommer en helt, helt masse sne.

Hvad håber du?