En kærlighedserklæring i et møbel

Min mand overraskede mig uden lige i sidste uge. Jeg var ude på en gåtur med en veninde og vores barnevogne, da han skrev for at høre hvornår jeg kom hjem. Det syntes jeg var lidt mærkeligt, for helt ærligt, hvor travlt kunne han lige have med at få mig hjem en tirsdag formiddag?!

Da jeg så kom hjem stod der en virkelig smuk efterårsbuket på spisebordet. Jeg fik en krammer og søde ord med på vejen om at jeg er en god hustru og en god mor. Ord der virkelig varmede, da jeg kort forinden havde haft nogle lidt svære dage og ikke rigtigt følte at jeg rakte til på nogen områder. -Det er hårdt at være på barsel nogle gange!

Som om at buketten i sig selv ikke var nok, så siger han at der er mere. Noget han har arbejdet på et stykke tid, og som endelig var færdigt men alligevel ikke helt var blevet som han havde tænkt sig. Men nu kunne han ikke vente med at give mig det, så om jeg lige ville komme med ovenpå? Øh…ja!

Og oppe på kontoret stod den så; Illum Wikkelsø gyngestolen som jeg har ønsket mig brændende siden jeg var gravid med Otto. Gyngestolen som blev snuppet for øjnene af mig på et loppemarked og betalt med et par mønter. -En loppe-fadæse jeg aldrig helt har kunnet komme mig over siden (Altså, ikke lige præcis dén stol vel, men samme design…). Gyngestolen som jeg i sommers så i en carport i nærheden af mine svigerforældre, som lignede noget familien måske bare ville smide ud til storskrald, men som jeg, trods banken på døren, seddel i postkassen og en svigermor der holdte øje med om familien var hjemme, troede var gået tabt. Pindebrænde. Min mand havde nemlig sagt den var væk, en dag hvor han havde været forbi.

I virkeligheden havde han banket på, og familien havde været hjemme. Han havde fået en snak med kvinden i huset, som fortalte at den havde været i familien i mange år, men at den ikke blev brugt længere, og i øvrigt var den gammel og slidt. Min mand fortalte hvor glad jeg ville blive for den, og at han ville sætte den fint i stand. Og så fik han den! Han fik den simpelthen! Siden har han brugt tid på at slibe den ned, og sende den til en autolakerer så den kunne blive så god som ny. Og nu står den så her i vores stue, alt for blank i lakken, men simpelthen så smuk i sit design. Og lakken kan jo laves om. Engang.

Jeg er en meget heldig kvinde!